Mine mærkedage

Først og fremmest ønsker jeg alle studenter og alle nyuddannede stort tillykke med titlen!

Jeg har valgt at droppe min blog, men i anledningen af, at det er 10 år siden jeg selv blev student og 5 år siden jeg færdiggjorde min uddannelse som socialrådgiver, har jeg valgt at dele min historie. Jeg har været i tvivl om hvorvidt jeg skal skrive noget ud. Men pt gennemgår jeg en svær tid, som er med til at give mig refleksioner over hvad jeg har opnået. Jeg bliver mere og mere stolt over mig selv! 🙂

Der vil altid være nogle læsere derude som vil tænke ”åh, kom dog videre”, ”slap af, det er bare en uddannelse” eller ”hvorfor føler du den så meget” mm. Men folk kan sige og mene hvad de vil. Ligesom de fleste har bryllupsdage som en mærkedag, har mine mærkedage en vigtig betydning for mig. Om der går 10 år mere, vil jeg stadig fejre disse mærkedage 🙂

Den sidste uges tid har min Facebook delt en masse minder med mig, fra dengang jeg blev student og færdiguddannet. Det har sat gang i mine tanker og refleksioner. Jeg tror ikke, at jeg vil klare et fuldtidsstudie ved siden af min fuldtidssygdom hvis det var i dag. Det må være alderen som har en betydning 🙂

Det kan være hård læsning, men jeg vil som det første pointere, at jeg ikke deler min virkelighed fra en offerrolle med et ønske om medlidenhed. Hvis der er noget jeg ikke kan tage, så er det når folk har ondt af mig. Min historie fortælles fra en kvinde, der har formået at vende sine udfordringer, sin modgang og urimelige opvækst til en styrke. Den fortælles fra en fighter, som kan være en rollemodel for unge og vise, at det er muligt at komme hel ud i sidste ende, uanset hvor svær en periode man har haft. Jeg mistede dog 10% af mig selv ved vejens ende, så helt hel kom jeg ikke ud – men jeg kom ud!.

Som skrevet i mine tidligere indlæg, har jeg haft en svær start på livet, som har været med til at præge mine teenager tid og voksenalder på godt og ondt. På trods af jeg voksede op i Brøndby Øster hvor de fleste fra min familie også boede, følte jeg mig alene og ensom, fordi jeg havde en hudlidelse som ingen kendte til. Jeg var den lille pige som man skulle passe på. Jeg gik i børnehave udenfor nabolaget, da børnehaven i vores nabolag ikke ville have mig gående, da de vurderede at de ikke ønskede at tage ansvar for mig. Derfor havde jeg ikke rigtig nogle veninder fra nabolaget, udover to kusiner og to barndomsveninder, som boede i samme gård som vi gjorde. Jeg kom nemlig ikke længere ud end vores legeplads, da jeg skulle være meget påpasselig.

Jeg startede så i skole i mit nabolag, mens dem jeg havde gået i børnehave med, startede på en anden skole. Dette betød, at jeg ikke kendte nogle på skolen, da vi ikke havde fulgtes sammen fra børnehaven. Alle piger havde allerede skabt bekendtskab med hinanden fra børnehaven. Det gjorde heller ikke min position nemmere, med en hudsygdom oveni som var ukendt og nok ulækkert, ifølge de fleste børn.

Jeg var dog heldig, at jeg kom i klasse med den kusine jeg havde et tæt forhold til, barndomsveninden som boede i blokken overfor og en fætter. De alle tre var super gode til at tage hånd om mig, og ret hurtigt blev hele klassen gode til at “passe” på mig. Dagen i dag har en del af os stadig kontakten med hinanden på sociale medier 🙂

Men de første 4-5 år i folkeskolen havde jeg svært ved at skabe relationer med andre udover klassen grundet min sygdom, med dårlig selvværd og tiltro til mig selv. Jeg havde især svært ved at aktiv i klassen. Jeg havde det bedst med at være den stille pige i klassen. Yderligere havde jeg svært ved at følge med fagligt, grundet mange sygedage og dage hvor jeg var på hospitalet til kontrol. Jeg faldt meget fra, som gjorde mig mere indadvendt og mindre motiverende.

Fra 0. klasse frem til 5. klasse havde vi en fast klasselærer som var meget efter mig. Første dag i 1. klasse gav hun mig siddepladsen lige overfor hende. Jeg havde ikke appetit dengang, og grundet min sygdom var jeg vant til at spise toast eller bonderugbrød, da det er blødt. Men hun insisterede på, at jeg skulle spise rugbrød med kerner for at få den rette næring. Hun indkaldte mine forældre til møde, fordi hun mente, at jeg ikke fik den rette madpakke med. Mine forældre var uvidende dengang og troede, at det bedste de kunne gøre var, at følge lærerens råd. I lang tid besluttede læreren, at jeg skulle spise min madpakke, mens læreren sad foran mig i spisepausen og jeg måtte ikke gå ud i pausen, før jeg havde spist min madpakke færdigt. Mit måltid varede hele pausen, så det endte med, at det blev sværere og sværere at være social. Jeg var en genert pige og hun var en skrap lærer, så jeg formåede aldrig, at sige min mening. Men det var et helvede, da det var med til at krænke mit selvværd, muligheden for at skabe relationer igennem de første mange år af folkeskolen og samtidig har episoderne været med til at jeg som voksen kan have svært ved at tale for min sag.

Jeg har et ønske om, at vores veje en dag mødes så jeg kan fortælle hende hvor krænkende hendes tilgang var overfor en, i forvejen sårbar og skrøbelig pige.

I 5. klasse fik vi endelig en ny klasselærer, men samtidig skiftende lærer og vikarer frem til 9. klasse som ødelagde yderligere min faglighed, da der ikke var struktur i undervisningen. Det gjorde det bestemt ikke nemmere for mig, da jeg i forvejen kæmpede med at få det til at fungere fagligt, mentalt og fysisk.

På samme tidspunkt blev jeg tilbudt at tage få timer af gangen, da det var en udfordring at følge med i en fuldtidsskema. Den største grund til at jeg faldt fra, var resultat af den krænkende klasselæreres konstante opsyn af mig. Men den realitet kunne hverken jeg selv, eller resten af lærerne indse på daværende tidspunkt. Først mange år senere indså jeg hvilken effekt hun havde haft på mig.

Jeg sad en dag til møde med min klasselærer, som spurgte mig om: ”Hvordan vil du tilbringe din sidste tid, Bahar – med et fuldtidsskema eller mere tid med din familie” Helt ordret kan jeg præcis ikke huske, men det var sætningen ”din sidste tid” som satte sig tungt i mit sjæl. Jeg var stadig et barn, og de fleste børn plejer ikke at huske tilbage på deres 4. – 5. klasse, men sådanne situationer har ætset sig i mig. På det tidspunkt kunne jeg ikke forstå hvad hun mente med min ”sidste tid”?!. Lægerne havde efter fødslen advaret mine forældre om, at jeg nok ikke ville leve længe – men det var dengang lægerne ikke kendte til sygdommen. Der var sidenhen kommet ny viden og forebyggende behandling for sygdommen. Og jeg var altså ikke døende!! Hvad bildte hun sig ind, at lægge en slutdato for mig. Spørgsmålet og lærernes ”fordomme” vækkede en stædighed i mig.

Jeg lavede en pagt med mig selv og fulgte et fuldtidsskema sammen med resten af klassen. Jeg tilmeldte mig yderligere forskellige valgfag. Jeg har gået til syning, hækle undervisning, male – perle og kunst undervisning, badminton, madlavningskundskab, tyrkisk undervisning og kurdisk undervisning.

Jeg husker tydeligt mine ugedage. Mandag efter skole havde jeg kurdisk undervisning. Tirsdag og torsdag gik jeg til tyrkisk undervisning. Onsdag og fredag efter skole gik jeg til fysioterapeut og derefter deltog jeg til de forskellige valgfag. Det skal lige siges, at jeg også gik på SFO alle ugens dage og hver anden uge hos børnelægen, hudlægen, øjenlægen og tandlægen.

Jeg valgte at gribe fat i livet allerede som 10-11 årig. Jeg fik det bedre med mig selv. Jeg følte mig mindre syg og langsomt droppede jeg morfinen mod smerter, for smerte kunne jeg ikke mærke længere. Mit gåpåmod og aktive hverdag fik mig til at sætte sygdommen lidt på afstand. Jeg fik et stærkere selvværd og tillid til mig selv.

Den vigtigste person dengang som var med til at præge mit liv under medgang og modgang, var min fantastiske støttepædagog, Rita jeg havde frem til 9. klasse.

Som barn kan man have sine fantasi historier. Så min pagt gik ud på, at Gud ville give mig et forlænget liv, hvis jeg afsluttede folkeskolen på lige vilkår med resten af min klasse. Mine forældre havde altid været gode til at fortælle mig, at Gud havde valgt mig til sygdommen, fordi jeg var stærk. Så jeg havde en forestilling om, at Gud holdte fast i min hånd. Og hvis jeg ikke lavede lektier, så ville Han slippe sit greb og jeg ville dø.

I dag ved jeg ikke om fantasien var god for min psyke, men den fik mig hvert fald til at kæmpe mig ud af folkeskolen. Jeg blev dog ikke egnet til gymnasium. Men det rørte mig ikke dengang. For jeg var stadig i live. Det var mit mål 🙂

Jeg startede i 10. klasse efter sommer 2005. Det var mildest talt det sværeste år i mit liv. 10. klasse foregik på en ny skole hvoraf 90% ikke kendte mig. Jeg havde opnået fast og tryg base i folkeskolen, hvor vi alle var blevet som én familie. Jeg var blevet en del accepteret og fået gode venskaber i folkeskolen. Især efter mine bestræbelser fra 5. klasse, med en ny tilgang til mig selv. Jeg var efterfølgende blevet den positive og glade Bahar.

I 10. klasse væltede jeg igen som hende den syge og nu uden min støttepædagog som min tryghed. Alt den hvisken i gangene hver gang jeg gik forbi. Det hele startede forfra. Der var kun få fra min tidligere klasse tilbage.

Efter et par måneder tog et par piger og en dreng initiativ til at kende mig. Roza, Xalo, Sudi, Fidan og Gülnaz var de særlige hensynsfulde. De blev mine gode og forstående venner, som satte en stopper for alle andres hvisken. De fleste er stadig dagen i dag, 15 år senere en del af mit liv. De var nysgerrige på mig, uden at have medlidenhed. De havde hver især deres gruppe af venner i Brøndby Strand, som vi var flyttet til og som jeg også hurtig blev en del af. De fik mig i hver deres fællesskab, og jeg forsøgte med en ny pagt, som gik ud på, at smide genertheden væk. Det var svært, for jeg var og kunne aldrig være som dem. Men året endte bedre end det startede.

Undervejs gennemgik jeg min første håndoperation, så det gjorde det ikke nemmere at være mig, både fagligt og mentalt.

10.klasse endte med en stærkere og mere udadvendt Bahar, men ikke ligeså stærkt fagligt. Jeg blev desværre heller ikke egnet efter 10. klasse grundet ringe karakter og en del sygefraværsdage.

Men det stoppede mig ikke. Jeg valgte at tage optagelsesprøven på Avedøre Gymnasium og blev optaget. På daværende tidspunkt var jeg 17 år, jeg havde gennemgået en del rutsjebaneture mentalt og fysisk, men jeg havde bestået alle mine pagter. Og Gud holdte mig stadig i live 🙂

Jeg startede ret populært i 1.g. Størstedelen af 3.g’er gik til kørekort hos min far. Så de alle havde kendskab til mig. Samtidig var jeg på samme alder med 2.g’erne, så hurtig fik jeg skabt relation med de fleste på skolen, inklusiv min egen årgang, som jeg stadig har kontakten med i dag 🙂 Der var stadig en del negative hvisken omkring mig, for jeg måtte endelig ikke fylde for meget. Hvad bildte jeg mig ind, at være anderledes men stadig “populær”. Så der var altid nogle som kunne hviske negativt om mig, men jeg var ikke stærk nok til, at konfrontere dem. I stedet lærte jeg, at ignorere de hviskende lyde.

Det var ellers et år præget med sociale aktiviteter og hygge. Undervejs mistede jeg min onkel lige op til min 18 års fødselsdag. Jeg gik ned med depression efter min onkels død. Tre af mine tætte veninder (Ayise, Serap og Zeynep), vi var en firkløver, arrangerede bl.a. en surprise på min fødselsdag med kæmpe lagkage, balloner og musik på skolen. Jeg blev fejret af alle elever i skolens store hal og der blev delt kage ud til alle.

Men…. Selvfølgelig er der altid et ”MEN” i mit liv. Der blev holdt en fest på skolen på min 18 års fødselsdag. Men den samme fest fik jeg ikke derhjemme. Jeg skulle tilknyttes voksenafdelingen i kommunen, så der havde været forskellige møder med forskellige sagsbehandler ift. min sygdom. En af sagsbehandlerne havde nævnt noget der hed førtidspension. Det eneste jeg forstod dengang, var ordet pension. Og dét var et stort NEJ fra mig. Jeg nægtede pension og fortalte om mine fremtidsønsker om arbejde. Men på min 18 års fødselsdag kom jeg hjem til et brev i postkassen fra kommunen.

I brevet stod der mange ting men hovedpointen var: ”Du er fra 1. april 2007 berettiget til førtidspension. Du har ret til bla bla bla…..” Jeg var knust. En mur at løbe ind i. Alt min motivation for skolen var væk resten af 1.g. Endnu flere mennesker som ikke forstod mig. Som ikke vidste hvordan de skulle gribe mig an, så det eneste de kunne gøre var en førtidspension. Dengang delte man førtidspensioner ud som slikpinde. Jeg klagede til kommunen, men de fik mig overbevist om, at det var det bedste for mine fremtidsmuligheder, hvis jeg ikke gennemførte en uddannelse.

Oveni var jeg stadig udfordret fagligt som resulterede i, at jeg dumpede en del af mine årskarakter. Jeg efterspurgte en del gange efter hjælp og støtte, da jeg havde en del fravær, men der blev aldrig arbejdet på sagen.

Ved afslutningen af 1.g skulle jeg bestå to eksamener med et minimum 4 for at komme videre. Til min første eksamen fik jeg 7. Jeg kunne mere end jeg havde givet udtryk for igennem året til undervisningen, men det havde været svært. To dage før min sidste eksamen, blev jeg indkaldt til et møde med rektoren. Han oplyste mig, at jeg ikke kan fortsætte på skolen, da jeg ikke har bestået mine årskarakter, på trods af jeg bestod med et 7 tal i min første eksamen. Han synes ikke, at jeg burde tage den anden eksamen, for han havde vedtaget beslutningen. Han fortalte ordret: ”STX er ikke noget for dig, på grund af din sygdom. Jeg anbefaler, at du tager nogle enkel fag på VUC hvis du vil virkelig vil noget”.

Jeg gik ud af kontoret med en større tomhed. Tre dage før sommerferien. Og jeg havde ingen skole at vende tilbage til. En førtidspension og en depression rigere,

Dagen efter tog jeg et fly til Tyrkiet, hvor jeg var i to måneder. Jeg var overbevist om, at min vej var vist. Jeg var ikke egnet til uddannelse. Færdig slut. Jeg havde ingen mål eller ønsker tilbage.

Indtil en dag jeg hørte min mor fortælle om betydningen af mit navn. Min mor havde utallige gange fortalt historien til mig, uden at jeg havde lagt en betydning i det. Men lige denne dag, gav det mig håb og en indre lys.

Der var ikke kønsscanninger dengang min mor var gravid med mig i 1989. Så mine forældre vidste ikke hvad de ventede. Min mor drømte under graviditeten, om en mand med hvidt tøj, hvidt skæg og hår, komme hen til min mor og fortæller hende, at hun skal have en pige og at jeg skal hedde GülBahar. Rigtig nok bliver jeg født som en pige og får derfor navnet Bahar. Denne gang ser jeg pludselig en mening med at kæmpe videre. Det var et wakeup-call. Jeg fik en tro på, at der en højere enhed som tror på mig.

Jeg vendte hjem fra Tyrkiet og ledte efter et nyt gymnasium hvor ingen kendte mig, så jeg kunne fokusere fuldt på min faglighed. Jeg kan ikke huske hvordan det lykkedes, men jeg fik kontakt til Høje Taastrup Gymnasium. Skoleåret var startet. Jeg blev indkaldt til et møde. Jeg havde et selvtillid som sagde spar 10, for det var nu eller aldrig. Jeg lagde alle mine kort på bordet omkring min sygdom, fraværsdage, operationer mm. Men at jeg vil gøre alt for at fortjene den RØDE hue! Det var mit mål. Rektoren troede på mig, men anbefalede at jeg tager 1.g om. Jeg skulle nemlig igennem en stor operation det kommende år. Faglighedsmæssigt ville det være en udfordring at følge med i 2.g som er det sværeste år på gymnasiet. Jeg anerkendte mit ringe år på 1.g på Avedøre gym, så jeg tog 1.g om. Jeg så det ikke som et ekstra år. Jeg så det tværtimod som en ny frisk start og kapitel i mit liv.

Dagen efter startede jeg i klassen. Jeg præsenterede mig selv og min sygdom med et højt selvværd. Bum så gled det hele igennem. Alle tog godt imod mig og jeg havde en fantastisk klasse og parallelklasser. Endelig var jeg en del af et fælleskab. Uden at gøre mig for meget umage. Jeg har taget den læring med mig til i dag – at være sin egen bedste ven, før man kan give noget til fællesskabet.
Jeg var på alder med 3.g’erne, men alderen betød ikke noget for mig. Jeg så hver en bestået eksamen som en succes. Mit mål var ikke topkarakter. Jeg sluttede fred med, at jeg stadig er god selvom jeg fik 02, 4 eller 7. Hver karakter var en succes. Jeg havde vedkendt, at jeg ikke er stærk til matematiske fag, såsom kemi og fysik. Så i stedet for, at bestræbe mig på de fag, gav jeg alt mit energi til de sproglige og samfundsfaglige fag som jeg var stærkest i, for at få høje karakter i de fag. Jeg gennemgik tre operationer undervejs, som resulterede i, at jeg var en del fraværende i det fag jeg skulle afslutte i 2.g. Det var uheldigvis kemi….Og ja jeg var mildest talt dårlig til det. Men rektoren tilbød løn til en af mine klassekammerater som var super dygtig til kemi, så hun kunne give mig ekstra undervisning op til eksamen. Takket være rektoren og kemilærens tro på mig, og min klassekammerat, skønne Alevs hjælp afsluttede jeg kemi med 7. Dét var en succes!

Jeg afsluttede 3.g med en dumpet matematik eksamen, 54% personligfravær men 0% fravær i afleveringer og med mine første 10 taler i mundtlig samfundsfag og spansk mundtlig. En dumpet matematik eksamen og højt fravær var overskygget af gode afsluttende karakter.

Jeg fik endelig min røde hue efter 4 år med kamp, sved, tårer og søvnløse nætter pga afleveringer. Jeg fik min hue som 21 årig – lidt sent i forhold til det almene, men intet var alment hos mig. Min mor satte den røde hue på mit hoved. Det syn af min mors stolthed og glæde kunne jeg leve længe på, og jeg lever stadig på det!

Jeg vil være evig taknemlig for den dygtige, forstående og anerkendende rektor som banede vejen for min drøm!!

Jeg kan sige jer, at vi havde den fedeste vogntur!!

Og jeg havde ikke i sinde at miste min hue, som jeg havde kæmpet for!!! 🙂

Det var to festlige uger med min hue på hovedet 🙂 Hver dag var en fest med studentergilde hos forskellige kammerater.

(Jeg håber det er ok, for dem på billedet, at jeg deler disse – skriv endelig hvis I ønsker det skal slettes!)

Jeg ønskede ikke selv en fest. For den her afslutning var kun en mellemlanding. Jeg havde ikke søgt på min uddannelse, fordi jeg ventede to operationer som jeg ville gennemgå under mit sabbatår. Samtidig var jeg så fysisk udmattet med høje infektionstal, blodmangel og en vægt som kun gik nedad grundet stress og anstrengelse. Jeg havde under 3.g glemt min sygdom. Så det gav mig en del eftervirkninger. Derfor anså jeg denne afslutning som en mellemlanding. Flyet skulle lette igen, men hvornår var usikkert….

Men efter to ugers fest og farver tog jeg først en 14 dages rejse til Spanien, Mallorca som jeg fik i gave fra min familie, fordi jeg havde spansk fag på A-niveau på gym.

Efter 1,5 års sabbatår søgte jeg ind på mit ønske uddannelse. Under gymnasiet, anerkendte jeg at psykolog uddannelsen vil være for udfordrerende med 5 års studie. Samtidig accepterede jeg, at jeg ikke får topkarakter til kvoten for psykolog optagelse. Jeg regulerede dermed mit ønske til socialrådgiver, så jeg kunne bestræbe mig på et gennemsnit til socialrådgiver uddannelsen.

Jeg blev optaget på socialrådgiver uddannelsen i Roskilde.

Min rejse kunne endelig starte igen efter en meget lang sabbatår med sygdom, mens de fleste jeg kendte, var på forskellige rejser for at udforske verden. Jeg udforskede min sygdom og jeg var kommet i en alder hvor jeg blev bedre til at kende mig selv og min sygdom.

Mellemlandingen var slut og flyet lettede igen mod destinationen…. Et bachelor bevis 🙂

Jeg startede på uddannelsen med helt nye mennesker i en kæmpe klasse med forskellige aldersgrupper. Jeg var selv blevet 23 år. Første time skulle vi rejse os op hver og en for at præsentere os selv. Turen kom til mig. Med rystende ben og et hjerte hamrende i brystkassen, kom jeg op. Idet jeg stod oppe kiggede jeg rundt, og det gik pludselig op for mig hvor jeg var!! Wooow stod jeg virkelig her, på University College Sjælland gulv, med masser ar på krop og sjæl. Men jeg stod her… Jeg fik et selvtillids boost mens jeg stod der, og præsenterede mig selv igen med min sygdom. Flere fra klassen var helt overrasket af min åbenhed, så der gik igen hvisken på gangene. Men det var positive hvisken denne gang, om hvor sej, cool og klog jeg var. Jeg havde nemlig lært igennem mine mange indadvendte og generte år, at man kommer længst med en åbenhed.

Ved uddannelses start var jeg for første gang sat frit ud. Uden en rektor som kendte til min sygdom. Jeg kontaktede kommunen i håb om, at de kunne give noget støtte eller kontakte skolen – jeg ved ikke hvad jeg ønskede. Men jeg ønskede bare en tryg base. Det eneste jeg fik fra min sagsbehandler var, at jeg var på førtidspension, så det er min egen idé at læse på en uddannelse. Og mere hørte jeg ikke fra dem under uddannelsen.

Jeg elskede alligevel at gå på uddannelsen og fulgtes med en fast arbejdsgruppe til slut. Jeg havde fundet mig selv og en indre ro. Jeg havde fundet det rette sted for mig. Den tidligere generte pige var nu en udadvendt og til tider kontrollerende gruppemedlem. (Måske lidt for kontrollerende) 🙂

Jeg fik også hurtigt en praktikplads som var rigtige gode til at tage i mod mig. De var fascineret over min faglighed, som overskyggede min hud. Jeg var dog ikke i stand til at tage praktikken på 37 timer, grundet min sygdom og alle behandlinger jeg har på sygehuse. Jeg tog praktikken på 30 timer, men en måned ekstra end resten af min klasse. Jeg startede derfor i praktik under sommerferien, så jeg kunne afslutte praktikken samtidig med mit hold for, at følge med dem til bachelor.

Det var 6 gode og lærerige måneder. Men min sygdom tog en drejning. 30 timer var også for meget, så jeg gik ned med stress samtidig med, at min sygdom blev værre og værre. Men jeg hang på. Grenen var meget tynd, men den knækkede ikke. Jeg SKULLE afslutte praktikforløbet med resten af klassen. (Stædighed? Ja i den grad!!) Så jeg gik ikke ned i tid. Jeg afsluttede praktikken med et vægt på 39 kg, en mavesæk og spiserør som ikke ville samarbejde og et alt for højt infektionstal, men med et tilbud på et studiejob fra praktikpladsens leder 🙂

Tilbuddet var alle mine bestræbelser værd, så hele den hårde tid var glemt. Men jeg måtte være realistisk og vedkende, at jeg ikke både kunne passe uddannelsen samtidig med et studiejob. Jeg måtte takke nej, men jeg var velkommen igen når jeg var færdiguddannet, sagde lederen.

Jeg vendte tilbage på skolebænken efter praktikken, men jeg var ødelagt. Min krop fungerede ikke. Jeg røg ind og ud af sygehuset med indlæggelser, blodtransfusioner, en operation i min mavesæk, fordi den sagde fra for kost og forskellige biopsier for mistanke om hudkræft forskellige steder på min krop fordi mine sår ikke helede. Men jeg forsøgte at følge ihærdigt med i uddannelsen fra hospitalssengen.

Min psyke var knækket. Hver morgen bad jeg Gud om styrke til at gennemgå dagen. Igennem mit sidste år på uddannelsen havde jeg bogstavelig talt ikke kræfter til at starte min bil. Jeg sad hver morgen i bilen med et bankende hjerte i halsen og en knude i maven. Hver evig eneste dag bad jeg om styrke og udholdenhed. Please Gud, lad mig ikke opgive nu hvor jeg var så langt. Hver aften bestemte jeg mig for at give op. Jeg kunne ikke mere. Men hver morgen ville jeg forsøge at tage endnu en dag. Og dagen efter stod jeg igen op med en stædighed. Og sådan, dag for dag gik der et helt år og jeg var nået bachelor tiden.

Jeg afsluttede mit bachelor med et 12 tal. Mit første og eneste 12 tal!!!! Som jeg endda fik ved destinationen på min rejse. Sætningen fra min vejleder klinger stadig i mine ører: ”Tillykke, du kan nu kalde dig for socialrådgiver med et 12 tal”…..  Whaaaat tænkte jeg…. Havde overhovedet ikke forventet 12. Det var slet ikke med i mine overvejelser. Men det var fandeme en fed afslutning på alle de år jeg havde kæmpet mig frem. 15-20 års stræben med utallige udfordringer mentalt, fysisk og fagligt. Men jeg rørte endelig lys ved vejens ende.

Som beskrevet foroven, kom jeg ikke hel ud, da min psyke og fysik var ødelagt. Men jeg overlevede 🙂

Mit diplom var en ære for mine forældres kamp med mig. De har altid kæmpet med mig for, at få mig anerkendt i samfundet. De havde stået ved min side alle de gange jeg lå i en hospitalsseng og siddet utallige gange i venteværelse, mens deres lille pige gennemgik 6-7 timers operation. De havde og har stadig omfavnet mig, mine sår og ar med kærlighed. Jeg var skabt af to stærke forældre. Jeg havde ikke kun fået deres forkerte dna – jeg havde gudskelov også fået deres stærke dna i kroppen.

Der blev holdt en kæmpe fest for mig med over 300 mennesker og Aysan (sangeren) som overraskede med musik til festen. Familie, venner og naboer, min hudlæge, fysioterapeut som havde fulgt mig i 12 år og min tandlæge som ligeledes havde fulgt mig igennem mange år, deltog til min fest.

Jeg var dog ikke helt energisk til festen. Jeg havde højt infektionstal, alvorlig anæmi, underskud i proteiner i kroppen. Alt var bare i underskud. Det sværeste var diagnosen af angst og stress jeg havde fået i samme år. Jeg havde hjertebanken og en trang til bare, at gemme mig under hele festen. Men jeg forsøgte at nyde øjeblikket. Glæden og lykken i min families øjne var det hele værd. Jeg er evigt taknemlig for alle de deltagende!!! De vil altid have en speciel plads i mit hjerte.

Dagen efter festen blev jeg akut indlagt. Min krop skulle oplades igen med blodtransfusioner, vitaminer, sondeernæring grundet underskud af næring. Jeg tog imod alt behandling med en lettelse. Lægerne kunne stikke i mig så meget de ville. Jeg mærkede intet. For jeg havde færdiggjort min uddannelse. Jeg havde opnået min succes. Jeg var nået min destination. Jeg var ikke bare en 26 årig med Epidermolysis Bullosa på førtidspension. Jeg var uddannet socialrådgiver!

Jeg havde igen en pause på 1,5 års pause, så kroppen igen kunne fungere. Og en psyke som havde behov for ro. Undervejs blev jeg som sædvanlig opereret to gange i hver min hånd.

Januar 2017 kontaktede jeg min studievejleder, som jeg havde på min praktikplads under uddannelsen. Jeg ville gøre et forsøg der, på trods af der var går 4 år siden praktikken. Min studievejleder sagde dog, at de ikke havde en ledig stilling. En uge efter fik jeg et opkald fra ham, om at han havde talt med den nye leder omkring mig. De ville have mig til en jobsamtale til et virksomhedspraktik. Jeg var i tvivl om hvor mange timer jeg kunne arbejde, så det var perfekt at starte med virksomhedspraktik. 30 timer var udelukket efter praktikforløbet og de efterfølger jeg fik dengang. Jeg mødte op til en jobsamtale, hvor min studievejleder selvfølgelig havde lagt gode ord for mig.

Jeg kom i virksomhedspraktik på 20 timer om ugen med forbehold for justeringer. I løbet af 6 måneder skiftede jeg fra 15-18 timer. Jeg havde vedkendt, at jeg ikke vil anstrenge mig. Mit ønske er, at arbejde mange år i endnu. Jeg havde oplevet, at min krop havde sagt fra flere gange under uddannelsen. Nu havde jeg nået mit mål. Fra nu af ville jeg bare tage det stille og roligt, så jeg også kan passe på min sygdom. Efter 6 måneder fik jeg tilbudt fast stilling.

Som 28 årig fik jeg min første løn udbetalt 🙂 Jeg havde endelig et job…

Nu var jeg en arbejdskvinde og ikke kun min sygdom… 🙂

Så ja, jeg vil fortsætte med, at fejre mine mærkedage som student anno 2010 og færdiguddannet i 2015 i 20 år mere…

God sommerferie herfra 🙂