Forholdet med min mor

Jeg var lige kørt hjemmefra. Min mor og jeg havde spist frokost sammen og hun kom ud og sagde farvel til mig efterfølgende. Jeg kørte på arbejde, uden at vide hvad der sker hjemme. Min mor var nemlig blevet ramt af et hjerteanfald 5 minutter efter jeg var kørt ud af indkørelsen. 

Min mor er betegnelsen på styrke. Og den styrke viste hun igen den dag. Hun kæmpede sig til telefonen. Ringede til sin egen læge. Uden at kunne formulere ordene, idet hun ikke kunne føle sin tunge, forstod lægen hurtig hendes situation. Hun bliver bedt om at ligge ned, lukke øjnene og fokusere på sin vejrtrækning. Lægen tilkaldte akut ambulancen som kom med udrykning. 

Jeg ved stadig ikke noget. Jeg ankommer på arbejde, hilser på kollegaerne, tager fat på dagen og møderne uden at vide hvordan dagen kan ende for mig. 

Min mor bliver kørt på sygehus hvor hun bliver behandlet og er under observation. 

Min far bliver informeret, så han er hos hende. 

Hun svæver mellem liv og død. Min far kan i disse timer ikke finde de rette ord til at informere os. Jeg får fri fra arbejde og kommer hjem til et mørkt hjem. Min bror sad hjemme ventende på mig i mørke. Med det samme kunne jeg føle at der var noget galt. 

Min bror mumler noget med at mor er indlagt, hun er blevet syg. Jeg fatter ingenting!! Ringer til min far, som fortæller om situationen. 

Vi kører hurtig på sygehus. Hvidovre hospital ligger rundt om hjørnet, men vejen føltes som en evighed…. Det var som om sygehuset blev rykket længere og længere væk.. 

På vej til sygehuset havde jeg tusindvis af tanker. 

Var det her rigtig? Er det en drøm? Og det som rungede mest i mit hoved var, hvad fanden havde min mor oplevet. Hun er kun 51 år!! Hun havde dedikeret hele sit liv til mig. Hvad mere?!

Hun stoppede på arbejdsmarkedet da jeg var 14-15 år, for at passe på mig. Hun blev ansat som min hjemmehjælper og sygeplejerske. Hun gjorde det dengang, fordi jeg fik en alvorlig infektion. Det var vigtig med god hygiejne og næring som var svært, mens hun arbejdede. 

Hun gjorde det dengang af kærlighed. Og sådan har det fortsat været alle disse år. I 15 år har hendes dagligdag været MIG! Mine kontrol, mine behandlinger, mine bad, mine sår, mine infektioner, mit medicin, mine operationer og bekymringer om mig.

Jeg følte mig skyldig over, at hun ikke har haft et bedre liv. Et manglende socialt liv på arbejdsmarkedet. Min mor kom til Danmark som 9 årig. Hendes dansk er perfekt. Hun havde drømme og mål. Men det hele endte, den dag jeg blev født.

Hun dedikerede hele sit liv til mig. Hun var kun 20 år der jeg blev født. Hun blev en mor med tusindvis af bekymringer, alene i verden…

Med disse tanker nåede jeg på sygehuset. 

Min mors tilstand var på det her tidspunkt stabil.

Hun var under kontrol i 5 dage før de kunne opererer hende. Hun havde for højt blodtryk i 5 dage. Så hvert sekund føltes som et spørgsmål om liv eller død. I 5 dage kunne vi som familie hverken spise, drikke eller sove. 

Hun havde det fint. Hun sad med alle gæsterne som kom for at besøge hende. Hun var stærk som altid! Men jeg var bange. Vi alle var bange. Vi viste os stærke. Men jeg var ved at dø indeni. Det tror jeg hele familien var.

Men jeg følte en anden frygt. For hvis hun gik bort, så er det ikke kun en mor jeg mister. Det er min hjælpere, en støttende engel og min bedre halvdel. Jeg kan ikke forstille mig mit liv uden hende!

Samtidig lovede jeg mig selv, at hvis alt gik godt så skal nogle ting ændres. Hun skal ud og være en kvinde, og ikke kun en mor til sit EB barn. En kvinde på arbejdsmarkedet. Hun skal kun være min mor. Ikke min hjælpere eller sygeplejerske mere. Hun skal have et liv udover mig. Hun er kun 51 år så hun har stadig et liv foran sig. 

Hun fortjente et bedre liv. Jeg føler mig ikke skyldig over at have sygdommen. Men alligevel følte jeg mig ansvarlig over, at hendes liv var gået i stå den dag jeg blev født. 

De sidste par år havde jeg tænkt tanken om en ændring i vores liv. Om at bryde denne afhængighed. Men min mor ville aldrig hører om det. Det skulle aldrig komme på tale. Jeg tror hun følte en form for ansvarlighed over mig. Og måske ville hun føle dårlig samvittighed over at give slip på mig og mine behov. Samtidig var jeg nok aldrig selv klar til at træde ud af min komfort zone. Sådan gik årene. 

Indtil den 31. Oktober hvor sygdommen ramte min mor. Så tog jeg mig sammen. Har siden fået hjemmehjælpere og sygeplejersker dagligt hjem. En kæmpe omvæltning for og min familie, at der kommer fremmede ind og ud. En omvæltning for mig, at jeg skal have hjælp fra fremmede. Når det er min egen mor, så ser jeg det ikke som hjælp. Men bare som en generel ting som en mor udføre. Det er gået op for mig selv hvilken hjælp jeg reelt har brug for. 

En kæmpe omvæltning for min mor, fordi hun føler sig uduelig. Fordi hun føler sig som en dårlig mor, når hun ikke kan være der for mig. Men jeg opmuntre hende ved at vise, hvor glad jeg er for sygeplejerne. Selvom jeg inderst inde hader det pt. Men jeg skal nok vænne mig til rutinen. Jeg har vænnet mig til værre ting, så det her skal jeg nok også tilvænne mig. 

Sygeplejerskerne og hjemmehjælperne kommer på bestemte tider. Så det er ikke fleksibelt som når det bare er min mor. Min mor får stress på mine vegne, fordi jeg skal tidligere op ift. deres ankomst – jeg skal nå flere ting til dagligt med arbejdet ved siden af. Hele planlægningen er tidslagt som jeg skal indordne mig. Det kan virke frustrerende for min mor, for hun kan ikke klare at hendes datter, som har nok i forvejen, også skal indordne sig dette – men jeg tror på, at det bliver mere almindeligt med tiden. Vi begge arbejder på at tilvænne os de nye rutiner.

Jeg elsker pt. at se min mor udhvilet, gøre sine huslige pligter og have mere overskud til mine søskende end med mig.  Min mor har fået en ny chance på denne jord, og det betyder hun skal have en ny hverdag med nye glæder og taknemlighed. Hun vil resten af livet være en form for sygeplejere for mig, for det kan ikke undgås – men hun fortjener et liv fremadrettet som er præget af meget mere end at være mor til mig!! 

 Og det vigtigste for os som familie er, at vi stadig har vores mor hos os og at hun får det godt ❤️ Alt andet er luksusproblemer som der altid vil være en løsning på.